Danske aktier

Danske aktier

Investering i danske aktier er et alternativ til en opsparingskonto, hvor dine penge nemt kan blive ”ædt op” af inflation, lave renter og en mulig skatteopkrævning ved udbetaling. 

Aktieafkast er frie midler, som du kan hæve eller geninvestere med en relativt stor fleksibilitet, men med forbehold for skattelovgivningen.

Aktier er dog langt fra en garanti for ekstra penge i lommen.

Eftersom du med en investering i aktier køber dig direkte ind i en virksomhed, vil dit afkast være afhængigt af, hvordan denne virksomhed præsterer på markedet. Aktiekurserne på børser som Nasdaq Copenhagen (tidligere kendt som Københavns Fondsbørs og OMX Copenhagen) kan svinge fra minut til minut, alt efter efterspørgsel.

Eksperterne anbefaler, at du som investor sammensætter en aktieportefølje med en vis risikospredning, ved både at købe mere sikre/defensive aktier med et godt afkast over en længere periode og de såkaldte høj risiko-aktier, der kan overraske positivt inden for et kortere interval, men også har mulighed for større kursudsving.

Forstå det danske aktiemarked

Aktier sælges via forskellige børser rundt om i verden, og som investor skal du oprette et depot hos en investeringsplatform eller børsmægler, før du kan købe og sælge aktier. Nogle aktier handles på flere børser for at skabe en større likviditet.

På Nasdaq Copenhagen kan du handle alle de største danske aktier såsom:

  • Novo Nordisk
  • Genmab
  • Lundbeck
  • A.P. Møller Mærsk
  • Vestas
  • Ørsted
  • DSV

Nye tal fra Saxo Bank viser, at danskere elsker at investere i medicinalvirksomheder, og som eksempel var 75% af handlerne i Novo Nordisk-aktien køb.

Medicinalaktier betragtes ofte som mere defensive aktier, men præcis som alle andre aktier kan pludselige markedsudsving, økonomiske kriser eller ændringer i investorernes risikovilje påvirke aktiekurserne i negativ retning. Novo Nordisk-aktien er f.eks. i 2024-25 blevet påvirket af de nye toldsatser fra USA, ledelsesændringer og en generelt større markedskonkurrence fra bl.a. Eli Lilly.

Icon

Fundamental analyse og aktieudvælgelse

Ved aktieudvælgelse er det nemt at lade aktiekurserne være det springende punkt. Problemet er blot, at aktiekurser ikke er et samlet billede af, hvordan virksomheden har præsteret – og hvordan den forventes at præstere i de kommende år.

Her har du brug for flere nøgletal for et samlet indblik i virksomhedens samlede potentiale som investeringsobjekt. Man taler her om en fundamental analyse, der definerer virksomhedens ”indre værdi”.

Du kan bl.a. analysere på, om virksomheden udbetaler et fast udbytte (via såkaldte udbytteaktier), og hvordan afkastet har været over en årrække. Vurder også gerne virksomhedens P/E ratio, da det hjælper dig med at vurdere forholdet mellem markedsprisen og virksomhedens indtjening pr. aktie.

Når du først kender virksomhedens P/E ratio-tal, ved du også, om de pågældende aktier er undervurderede (typisk under 15) eller overvurderede (gerne over 15). Sammenhold dog altid tallet med den pågældende branche.

Ifølge det internationale analyseinstitut Morningstar hører det danske aktiemarked i 2024-25 til blandt de mest undervurderede i Europa. Dette skyldes bl.a. den store vægtning af Novo Nordisk i OMX Copenhagen 25-indekset (C25). I marts 2025 oplevede Novo Nordisk en markant aktiekursnedgang på omkring 27%, hvilket har bidraget til den generelle undervurdering af det danske marked.

Icon

Investeringstips og markedsindsigt

Vil du have held med investering i danske aktier, kan det være gavnligt at holde dig opdateret på markedstrends, især når det kommer til eksperternes økonomiske analyser og afkodninger af geopolitiske hændelser.

Udarbejd gerne en plan for, hvordan du skal reagere på de forskellige signaler. Definér på forhånd, hvad der skal få dig til at købe mere, sælge eller holde fast, så du undgår udelukkende at handle på følelser. En panikreaktion på kortsigtede udsving kan ende med at føre til store tab.

Icon

Etisk og bæredygtig investeringer

Med aktier køber du dig som sagt ind i en virksomhed. Én ting er, hvad du kan tjene på dine aktier. En anden ting er, hvilken type virksomhed du gerne vil støtte. Måske ønsker du bevidst at fravælge visse virksomheder af etiske hensyn.

Vil du gerne bygge din aktieportefølje op om mere bæredygtige virksomheder, kan du kigge i retning af ESG-ratings. Det er en international score udregnet af analyseinstitutter, der vurderer virksomhedernes bæredygtighedsarbejde inden for Environment, Social og Governance. Bemærk dog, at scoren kan variere alt efter analyseinstitut.

Populære aktier og nøgleselskaber

Populære aktier og nøgleselskaber

De danske virksomheder Novo Nordisk, A.P. Møller – Mærsk og Carlsberg er alle vigtige aktører på verdensmarkedet inden for henholdsvis medicinalbranchen, shipping og bryggerier. Disse danske aktier spiller ligeledes en central rolle i OMX C25-indekset.

Indekset omfatter de 25 mest handlede og største danske virksomheder målt på markedsværdi og omsætning. Det fungerer dermed som et barometer for den danske aktiemarkedsudvikling og bruges ofte til at vurdere det danske erhvervsliv.

Novo Nordisk er den absolut tungeste aktie i C25-indekset og udgør ofte over en tredjedel af indeksets samlede markedsværdi, mens Carlsberg er kendt for at sikre en god balance mellem vækst og udbytte. Mærsk er som bekendt en markant aktør inden for shipping, men også en af de aktier, der er mere volatil grundet de mange udsving inden for shippingbranchen.

Investering i fonde med danske aktier

Investering i fonde er et alternativ til køb af enkeltaktier. Her samles alle investorernes penge i én stor pulje, hvorefter de investeres af finanseksperter. Der investeres i flere virksomheder samtidigt, hvorfor du som investor bliver mindre sårbar over for kursfald i enkelte virksomheder.

Fonde sigter primært mod dig, der ønsker en langsigtet investering med mindre risikovillighed. 

Langsigtet strategi og afkast

Historisk set har analyser vist, at det rent økonomisk bedst kan svare sig at satse på de mere langsigtede investeringer.  

Med et mere langsigtet fokus på eksempelvis 5-10 år kan du evaluere dine investeringer løbende og justere strategien, i stedet for at du impulsivt reagerer på daglige markedsbevægelser.

Ofte stillede spørgsmål

Hvilke danske aktier giver udbytte i 2025?

Flere danske virksomheder tilbyder udbytteaktier i 2025. Det tæller bl.a. Mærsk, hvor udbytteprocenten for 2025 ligger på 9,63%.

Hvilke aktier er gode at investere i?

Det afhænger af din risikoprofil. Det er dog anbefalelsesværdigt at sammensætte en aktieportefølje med aktier, der har et nogenlunde stabilt afkast, så de kan opveje mulige tab.